Dansk e-handel: Vi handler mere og mere på internettet
Det er ingen hemmelighed, at verden hele tiden bliver mere og mere digitaliseret. Vi kan betale via mobiler, vi kan bestille mad ved hjælp af apps, og vi kan få hjælp til praktisk talt alt ved at gå på internettet. Internettet gør det generelt nemmere for os at være til, fordi vi kan klare alt fra enten computer eller smartphone, og dette påvirker i den grad også vores købsvaner. Faktisk er internethandlen vokset med hele 14 % blot siden sidste år, hvilket betyder, at der i 2017 blev foretaget hele 176 milliarder køb online. Men hvorfor og hvad køber de? Det kan du blive klogere på her.
Hvad køber danskerne på nettet?
Tøj, sko og smykker er de mest købte ting på nettet, hvis man kigger på antal solgte varer. Kigges der imidlertid på selve beløbet, der bliver brugt, så topper rejserne. Andre populære internetkøb er også elektronik og ting til bilen, og især sidstnævnte omhandler både pleje til bilen, udstyr til bilen og ikke mindst vinterdæk.
Køb foretages via smartphones
Som tidligere nævnt bliver verden mere og mere digitaliseret, og der er efterhånden ikke noget, som man ikke kan klare på en smartphone. Dette er muligvis også grunden til, at rigtig mange handler online netop via deres smartphone. Antallet af salg via smartphone steg således sidste år, da 15 % af alle køb nu foregår via den lille elektroniske skærm. Noget tyder altså på, at bekvemmelighed er noget, der frister rigtig mange, og vi har jo alle vores telefon nær os døgnet rundt, ikke?
Hvad skyldes vores køb?
Dette blev der næsten svaret på i foregående afsnit, for det er netop bekvemmelighed. Det er nemmere at handle online, fordi man slipper for lange køer, at skulle ud af hjemmet, og at noget er udsolgt. Det går hurtigere, og som oftest er det også billigere, hvorved der er mange penge at spare. Derudover går vi ikke bare lidt til den, når vi handler. 55 % af os handler nemlig på internettet mere end tre gange om måneden, og vi bruger i gennemsnit 950 kroner hver gang. Børnefamilier står for 26 % af førnævnte køb, og undersøgelser viser også, at det primært er dankortet, vi bruger, når vi onlineshopper. For mens dankort bliver brugt til 59 % af købene, bliver PayPal kun brugt til 6 % – der er altså tale om en betragtelig forskel.
Ikke kun positivt
Selvom internettet har bragt en lang række positive ting med sig og åbnet for en hel anden måde at handle på, så er der dog ikke ene positive ting ved den stigende mængde internetkøb. Et af problemerne er blandt andet, at store virksomheder som Amazon og Wish ikke kontrollerer varernes kvalitet, samt at disse online butikker ikke betaler moms, hvilket medvirker til, at prisen kan sænkes relativt meget. Denne yderst lave pris kan danske online netbutikker ikke hamle op imod, hvilket skader konkurrencen.



